En tekst om frimærket Post Scriptum, 2012
Af Christian Vind
Jeg er interesseret i at skabe et enkelt og alment genkendeligt grafisk mærke, med en stærk billedmæssig prægnans.
Jeg synes om det særlige clash af tid imellem fingerens uundgåelige og flygtige hurtighed og stålgraveringens langsommelighed dens ind-zoomede og pertentlige filigran.
Et øjeblik berører jeg i tanken deres lighed, som netop er akkuratessen.
Man kunne sætte frimærket ind i en kunst- eller kulturhistorisk kontekst, spinde et net af referentialitet, lad os bare sige fra Piero Manzonis æg eller Césars store tommelfinger i bronze bare som eksempler. Men det kunne netop være så meget andet. Det er nok, at det befinder sig et sted i baghovedet. Som en mulighed.
Jeg har sat mærket med ligefremhed, selvfølge og uden villet originalitet, men med tanke for gravurens relief, mærkbart med en pegefinger.
På en måde uendeligt ligetil og simpelt og dog betydningsmæssigt tilstrækkelig mangestrenget til, at den enkelte vil kunne associere og tillægge særlig betydning. Det er muligt, om man vil, i et nu at forsvinde i vores kendetegns labyrint.
Signaturen, et genuint aftryk fra kunstnerens hånd er selvfølgelig en facet ved arbejdet, en mulig forståelsesramme, men næppe den vigtigste.
Frimærket med fingeraftrykket på, påsat brev eller pakke med tommel og dumpet i Pios postkasse og derpå rejst igennem hænder fra afsender til adressat med dette personligt påsatte mærke bliver stærkt individuelt i sin forskelsløse forskellighed.
Én betydning er at finde, hvor man mindst venter det, nemlig i det sfærisk dirrende usynlige rum imellem billede og dets titel. I dette tilfælde imellem aftrykket og inskriptionen Post Scriptum. Det der kan ske efter skriften.
PS.
Værket er udført med venstre hånd. Rullet på gult papir i kælderen under Politigården i København med professionel assistance. Og jeg kunne ikke lade være at tænke på dem som var før og dem som kommer efter mig.
Og det flygtige mærke vi sætter os.
