Af Christian Vind
Sen søndag fra hovedbanegården i København med nattog til Oslo i seksmands liggekupe. Kupeen er allerede fattig på ilt, og lugt af sovende mennesker. Stikprøve paskontrol ud på natten.
Fragmenteret søvn, rastløst drømmende. Står op allerede ved femtiden.
Sidder alene i den smalle gang, som fordeler kupeerne, ser landskabet i morgenskumringen forsvinde zappende og med umådelig hast. Vi bevæger os nord på.
Fra Oslo sentralstation finder jeg bussen til Notodden. Foran os er tre timers kørsel mod Telemarken. Solen sidder lysende bag en meleret hinde af grå himmel, med tidlige anstrøg af ceruleanblå. Man ser, at det bliver en varm dag. Falder i let og afbrudt søvn op af vinduets gardin, bagerst i bussen.
Vågner. Støvregn og tåge. Snoede bjergveje i et landskab af tæt skov, slanke graner og birk, fossende vand imellem klippesten og spredt bebyggelse i karakteristisk rødmalet træ rundt om søer med kulsort stille vand i morgendis. Enkelte spredte øer, derude, spejlet så de fordobles mat i overfladen.
Selv om jeg ikke ser landskabet igennem betændt laseret transparent olie, tænker jeg alligevel på Edward Munch. Det vitalistiske strålemanifest i aulaen på Oslos Universitet, gentaget i nethinderegistreringerne fra maj 1930, øjet i øjet. Munch skriver: vi ser, hvad vi ser, havde vores øjne en anden beskaffenhed, så vi muligvis andre væsner færdes om os i lettere opløste molekyler. Han taler om æterbårne radiostråler og protoplasmaet. Både Tesla og Edison eksperimenterede med elektronisk kontakt med de afdøde. Det ligger i tiden, så at sige.
Så spredte tanker om Mortensens optiske æg og Larionov’s pølse og makrel.
Over Drammen og Kongsberg, langs Telemarkkanalen med den kolossale dæmning til Notodden i Østtelemarken, omgivet af Dalsåsen, hvor jeg skifter bus imod Akkerhaugen. Der er endnu ca. en times kørsel. Jeg er på vej mod Sauherad. Sauherad kirke.
Forhistorien er som følger. Midt i september, den 12, nærmere bestemt, 2003, besøger Marianne og jeg vores ven maleren Erik Liljenberg i huset i Lihme, oppe i Vestsalling. Erik gav mig en stak fotokopier, han havde fået på museet i Silkeborg. To artikler af Jorn En ny billedaflæsning og dets konsekvenser og Hvad er et ornament?, trykt i henholdsvis Nyt tidsskrift for Kunstindustri, marts 1946 og Dansk kunsthåndværk 1948, nr. 21 årg. 8 og ikke publiceret siden. Jeg læser artiklerne hen i december. Her omtales bogen En bygdekirke af Harry Fett (Gyldendal, norsk forlag) og den usædvanlige dæmonvæg på korbuen i Sauherad kirke, fremdraget af konservator Gerhard Gotås i årene før Anden Verdenskrig.
Fett skriver: Man kan ikke være i fred noen steder. Overalt stakk demonerne frem. Hadde man først fått jagd dem ut i vinternatten ad en dør, straks kom de igen ad en annen, kom inn gjennen skodder og lukkede vinduer. Og ikke før de kommet ind i rummet, før de smøg sig inn i sjelen, klarte op rummet, tok strupetak om hjertet, så man næsten ikke kunde puste.
Vi er i Sauherad kommune og jeg står af ved hotellet i Akkerhaugen ved den øvre del af Nörsjö.
Bølgende marker med modent korn, brunt som sennep. Mælkegrå bjerge ligger som en takket kant i horisonten og himlen er høj.
Her i midten af ingenting finder jeg omsider og tilfældigt ved hjælp fra en pakistaner i en varebil, rådhus, politi og sognekontor.
Skider på handicaptoilettet og går inden for på sognekontoret: Nej, kirken er lukket!
Mit hus er et bedehus, men står i beskyttelse af Securitas, her hjælper ingen bønner, tænker jeg. Men graveren Johannessen er særdeles venlig, og siger, at han vil køre mig de 7 km derop og åbne kirken. Den er fra 1100-tallet, viet til Laurentius, og er et af de første stenhuse i Norge, bygget i århundrederne efter kristendommens indførsel. Den står med hvidkalket, groft tilhuggede stenkvadre.
Her står jeg imellem 900 år gamle mure, i den yderste periferi, i et fladloftet romansk rum. Der er uendelig stille. Lyset falder sparsomt fra højtsiddende vinduer. Set fra skibet over korbuen sidder Frederik den 6. monogram. Inventaret i skibet er nyklassicistisk. På loftets brede hvidskurede planker svæver stiliserede lammeskyer i henholdsvis siennarød og grå – givet stoflig gennemsigtig illusion med tør hvid maling. Det ser helt Matisse-agtigt ud. Alteret fylder i korrummet, malerier; naive og i provinsiel aftapning , almue barokornamentik: to hjerter med latinsk indskrift: S.U.R.S.U.M. og M.U.S.I.C.A. – Ophøj musikken.
Vender mig imod skibet og ser dæmonvæggen malet rundt om korbuens siennarøde kant.
Jeg stirrer på dette dæmontræf, en kakafoni, et kor, som langsomt eksponeres for øjnene. På afstand ligner det en ulden sort vævning, tæt på indordner tegningerne sig, nu pibler og syder de frem. Der sker det, som Leonardo beskriver i sine optegnelser – ved at stirre ind i en frønnet væg drivende af fugt fremkaldes illusive landskaber, kampscener eller besynderlige flygtige ansigter, som ord hørt i kirkeklokkers ringen.
Det siges, at Sauherad-væggen tæller mere en 2500 dæmoner i alt, men det ville være svimlende at tælle efter. Mange er ikke større end en fingernegl, spundet sammen til ét NU – en febril samtidighed. I Theatrum Diabolorum fra ca. 1575 beskriver Erasmus Laetus dæmonverdenen indgående og kommer efter indgående studier frem til, at der nøjagtigt findes 2.665.866.744.664 forskellige dæmoner.
Disse hundreder af år gamle billeder har stadig en så stærk præsens og suggestiv kraft, at jeg er ekstra påpasselig på stigen, Johannessen lånte mig.
Dæmonerne fortættes til højre for korbuen og blæses derover sfærisk og gennemsigtigt som sværme imod loftet i en tegning, der som er den besværget, synes at tegne sig selv; malet indad lyttende. Gespenster manes frem med tynd pensel i en trukket kontur, af bensort, pulveriseret knogle, iblandet lim, som binder deliriet til et sammenvævet flimrende net af kippe- og fikserbilleder, flygtigt som det støv, der følger mennesker og menneskes aktivitet.
I skær fra tællelys af fedt har malerne arbejdet i secco over få intensive ryk, der er ikke korrigeret, ændret eller føjet til. Tegningen er et råt og nøgent udsagn. Der er ikke skraveret, ingen perspektivisk dybe eller laveret skyggelægning, . Stregen er dirrende af nerve. i øvet umiddelbarhed, direkte seismografisk som håndskrift og automattegning Den udvider sig i et uendeligt additionsprincip, som ved celledeling, evigt ekspanderende og omsluttende. Vi ser ikke træsnittets kantede karakter, der er hverken tegnet fra blokbøger, eller andre grafiske forlæg som f.eks Cranach eller Dürer. Billederne er opstået af en konkret dybdepsykologisk realitet, i pestens århundrede, under den 400 år lange danske nat. Fikseret på væggen her som den dæmon Luther så på slottet i Warburg og druknede i blæk. Tegningerne er som sorte ornamentale tråde i Gustav Moreaus syner, hvis kontur ikke synes at kunne finde farvens faste grund – også disse billeder her rummer et ejendommeligt islæt af indisk eller østlig ikonografi.
Konturen fremkalder og materialiserer billederne, skiller dem fra det usynlige, men figurerne har ingen handlen, det er, som er deres tilstedeværelse og blik nok; det er billeder, som ser, som ser, som ser.
Man besættes af ansigtsfeber, suges ind i dette nanofelt af øjne. Hvor end man ser stirrer gloende øjne tilbage, og blikket der søger væk, driver ind i nye hobe af animalske gestalter, som spaltes og multipliceres i stadig nye dele af større og mindre delfigurer og blikket tvinges til at zoome ind og ud i dette drivende partikulære inferno af forstørret støv. Der er ingen fred, dyret stirrer vedvarende på dig i stadig ny iklædninger og forvandlinger.
Disse shamanistiske billedtegn var for en kort stund åbenbarede, før de blev usynlige i reformationens hvid, for så atter at dukke frem endnu engang som en atavisme, jeg ser dem NU og en dag vil de igen være forsvundet.
Forlader kirken. Og venter. Der er hen ved to timer til bussen går. Der kommer en dame forbi, som har en hund for enden af en snor. Hun siger, at bussen ikke går derfra til Oslo, men at jeg skal under tunnellen op på hovedvejen. Over vejen, under tunnellen, hvorefter jeg møder en mand med sponsorvindjakke fra Grarv fodboldklub, briller og over højre øje en sammenvokset vorte, som næsten syntes at lukke øjet. Han bærer et ca. 15 cm stor hvidt plasticur og det tager et øjeblik at opfatte, at manden er retarderet. Jeg vælger at følge ham tilbage til busstoppestedet. Han taler om en ”muse i Frederikshavn”, siger ”Jæeee” med påtaget flad dansk dialekt og så synger han Jeg er havren, jeg har bjælder på på norsk. Jeg spørger, om det ikke er en dansk sang og han siger, at ”det er en jysk sang – Jeppe Aakjær”. Jeg spørger ham, hvorfra han har en så esoterisk viden. Og han svarer: ”Jeg har læst det i avisen (Tidende)”. Derpå synger han en autodidakt udgave af Dansevise, igen på norsk og så taler han om Jørgen Ingemann og Lilli Babs, tror jeg. Tilbage ved stoppestedet spørger han mig, hvad jeg laver på egnen, og jeg siger, jeg har besøgt kirken. Han griner og siger: ”Djævlevæggen”. Han spørger, om jeg så nogle ekstra, og jeg siger: ”Ja, jeg så vist et par stykker ingen har set før”.
La djævlekrukken danse, la os smage på fluesvampegiften og hore med skøgen fra syndflodens dage, siger jeg for mig selv og bussen kommer.
